Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

  
(Del 2 av 11. Fyrste delen.
 
(Framh. fraa fyrre No.).
 
 
Liestøl: (Slutt). Videre siger de: Ja, men Østlandet er ikke med; naar først Østlandet kommer med, sprænger det i stykker hele Maalbevægelsen. Det har jeg ingen Frygt for. 
Der er mange Østlændinger komne med; der er ligesaamange paa Østlandet, der skriver Landsmaalet, som paa Vestlandet; der er blant mer udkommen en ABC-bog af Andreas Austlid; han er Østlænding _ det vil vel ingen nægte _, og den bruges saavel paa Østlandet som paa Vestlandet og er en rigtig god Bog. De Maalmænd paa Østlandet, der skriver paa Maalet, skriver ligedan som Maalmændene paa Vestlandet, og eftersom der kommer flere Østlændinger med, vil de gaa samme Vei som dem, der er gaaet foran dem, og jo flere Østlændinger der kommer med, desto stærkere bliver Maalreisningen, desto stærkere Samholdet; men hvis man sidder roligt hver i sin Bygd og tænker: vi er saa langt fra hinanden, at vi aldrig kan komme i hop, og man saaledes aldrig mødes i Samtale om dette _ ja, da bliver der ikke noget af den Sag. Saa skræmmer man os med, at dette gjælder dog Skolen; der vil man have Fred; Skolen skal være som fredlyst, og der maa ikke dette Bondemaal komme ine, fordi det kan virke forstyrrende paa Smaabørnenes Hjerter. Ja, hvad er det da, som ikke maa komme ind der? Det er Smaabørnenes eget Maal! Hvis man havde Kjendskab til, hvorledes det er, vilde man vide, at der er mangfoldige Børn, som har begyndt at læse i Bøger paa Landsmaalet, førend de kommer i Skolen, og Forældrene er mer og mer begyndt at give dem den første Undervisning paa sit eget Maal, og mer og mer vil de gjøre det herefter. Saa skal altsaa det gjøre en saadan forfærdelig Splittelse, Ødelæggelse og Forstyrrelse i Skolen, at Børnene kommer ind i Skolen med de Bøger, som de har fra Hjemmet af, at de kommer i Skolen med sit eget Maal. Nei, jeg tænker, det vil virke Forstyrrelse og Bitterhed, dersom de hjemme faar læse det Maal, som de taler, men naar de kommer i Skolestuen, saa kommer Skolemesteren og Præsten og andre, som styrer med Skolen og, siger: Nei, disse Bøger maa I ikke have her, thi her er saa helligt i denne Stue, at her maa ikke saadanne Bondebøger komme ind; I maa nok have dem hjemme, men ikke her. Vil ikke dette virke Bitterhed hos Forældrene? Vil det ikke virke Bitterhed i Børnenes Hjerter? Saa siger man, at Børnene har Krav paa Fred og Ro i Skolen, Fred og Ro i Skolen skal de have. Ja, det er vi enige i; vi vil have fred og Ro i Skolen; derfor vil vi ikke, at der skal komme en Skoledirektør ind i en Skole og sige: det Maal, som Bønderne taler, det maa ikke læses her i Skolen; her faar det ikke Lov til at komme. Men vi Bønder vil have det saa, at Børnene skal have ligesaa god rett til i Skolen at læse sit eget Modersmaal, som de har til at læse det almindelige Bogmaal; de skal vide, at deres Moders Ord, det hvori de har faaet sit første Grundlag for sit Tankeliv, er saa vyrdt og saa godt, at det har samme Ret til at læses i Skolen, som det Præstens Børn taler. Dette, at man tænker saa: ja, det som Embedsmændene taler, det er saa hævt, at det maa komme ind i Skolen og læses; men det, som Bønderne taler, det maa ikke komme ind i Skolen, det maa nok tales _ thi det er man nødt til at tillade, da Børnene ikke kan andet _; men Børnene maa ikke læse det, _ det er dette, som virker Forstyrrelse, og vil man gaa paa med denne Kamp mod Bondemaalet vil det virke oprivende for Skolen. Hvilken Fare kan der være deri, at Skolekommissionen kan faa denne Ret, naar den synes det trænges for Børnenes Oplysning og Fremgang i alt godt, hvilken Fare kan der være i, at Børnene faar Bøger, som er skrevne paa det Maal, som de skjønner bedst, og saa oplæres deri i Skolen? Her er ingen Tvang tilstede; ingen vil tvinge nogen til det; men de, som tror, at dette er bedst, skal have Ret dertil, og saa var det ikke mer end rimeligt at kræve, at de Mænd, som studerer ved Universitetet for at blive Embedsmænd udover Landet, havde saamegen Vyrdnad for den Maalreisning, der er skeet, og for det Maal, der tales paa Bondebygden, at der, før de gik ud som Embedsmænd, lagde sig efter nærmere at lære dette Maal at kjende. 
Dette Krav kan ikke være at anse som overdrevent og urimeligt; det er et rimeligt Krav, som maa synes saa klart, at ikke nogen kan nægte det. Naar der altsaa tales om Tvang, saa er det ikke Tilfældet fra vor Side; der er ingen, som vil have Tvang; men vi vil blot have Frihed for os Bønder til at reise vort gamle Maal, ligesom Bybeboerne, og de, som ikke bryder sig om dette, har Frihed til at læse sit, _ andet forlange vi ikke. Denne Sag er en stor Sag for Folkeoplysningen, det er en stor national Sag, en virkelig Folkesag, en af de største, som har været oppe siden 1814, og kommer denne Sag rigtig i Gang, saa vil den være mægtig til at løfte hele Bondestanden og den simplere Stand, som man kalder det, op i Jevnhøide med den, som man kalder den dannede Stand. Bondestanden fik da et stærkere Udtryk for sit Tankeliv; dens Syn paa Livet og sande Grundtaker vil virke stærkere paa Samfundsforholdene. Derfor mener jeg, at vi maa samle os i Enighed baade Østland og Vestland og Nordland, baade By og Bygd, og gjøre alt, hvad vi kan, for at faa denne Sag frem paa en rimelig Maade, faa indrømmet den den Ret og og det retfærdige Krav, den har, og saa vil vi bygge og bøde paa vort gamle Maal med Bot, som duger, og naar vi har faaet det saa, at vi fuldt ud paa vort gamle Maal med Bot, som duger, og naar vi har faaet det saa, at vi fuldt ud paa vort eget Maal kan tolke vort Livssyn og vor tro for vore Børn, og naar Sandhedens Ord, naar den hellige historie kan bringes fra Ætled til Ætled som en levende Strøm, da først vil der blive fuld Hugnad i dette land.

Hektoen: Jeg skal love at være meget kort. Jeg har ønsket at sige nogle faa Ord i denne Sag, fordi jeg er Østlænding, og fordi jeg ikke er Maalmand _ jeg kan ikke tale Maalet og ikke skrive det _; jeg troede altsaa forsaavidt at staa ganske upartisk. Naar det i Debatten atter og atter er fremhævet, at Østlandet skulde staa som en Faktor, der vil faa en uheldig Indvirkning paa hele Maalbevægelsen, maa jeg derimod protestere. For det Første er mange Østlændinger allerede med som aktive Deltagere i Maalreisningsarbeidet; og dernæst har de østlandske Bygder ogsaa sine Dialekter, som de ønsker maa blive benyttede i sin Folkeskole _Dialekter, som vi føler er nær beslægtede med andre norske Dialekter og med Landsmaalet; naar vi hører Landsmaalet eller en eller anden Dialekt blive læst eller talt, da føler vi, at det er vort hjemlige Sprog i Modsætning til vort nuværende Bogsprog. Jeg skjønner ikke rigtig dette, at man her atter og atter siger: ja vel, ingen har imod, at Barnets eget Sprog benyttes i Skolen; men naar man gaar videre og vil gjøre noget, for at dette Sprog skal blive benyttet paa en god og forstandig Maade, hvorved det bliver dyrket og _ om jeg maa kalde det saa _ mer og mer kultiveret, da siger man Stop. Jeg skjønner ikke rettere, end at den, som gjerne ser, at Barnets eget Sprog benyttes i Skolen, fornuftigvis heller ikke kan have noget imod, at det bliver brugt paa en saadan Maade, at det mer og mer udvikles som Kultursprog. Jeg stemmer med fuld Fortrøstning for den foreliggende Indstilling.

( Meir.)