Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 30/4 1885.

 
(Framh. fraa fyrre No.)
 
(Del 3 av 6. Fyrste delen.

Statsraad  Blix: Siden jeg igaar havde Ordet, er der fremkommet en del Indvendinger imod, hvad jeg den Gang sagde, som jeg kortelig maa faa svare paa. Jeg skal begynde med den ærede Repræsentant fra Trondhjem, hr. Skoledirektør Bonnevie. Hr. Bonnevie begyndte sit Tilsvar med at fastholde, hvad han under sit første Foredrag havde sagt: at hvad det ved disse Kurser gjaldt, det var og blev trods min Indsigelse: Landsmaalets Indførelse som Fag i Skolen. Jeg har allerede igaar sagt, at jeg aldeles ikke kan indrømme det. Det, der tilsigtes med det Forslag, som her foreligger, og hvorom Debatten her skulde dreie sig, det er ikkedette. Og det kann ikke nytte at citere af forskjellige Indstillinger og Dokumenter angaaende andre Sager for at bevise, at det, som Departementet og Regjeringen ved denne Post har tilsigtet, skulde være Landsmaalets Indførelse som Fag i Folkeskolen. Det, der tilsigtes, er det, som jeg før har sagt: at veilede Folkeskolens Lærere til paa en forstandig og praktisk Maate at bruge Folkesproget, Børnenes eget Maal, i Skolen. Men det forstaar sig: sidan man nu engang er begyndt at tale saameget om dette punkt: Indførelse af Landsmaalet som Fag i Almueskolen, saa kan jeg jo ogsaa gjerne sige kortelig min Mening om den Sag. Med Hensyn til det mener jeg da ganske vist, at allerede den Ting at anvende Folkesproget, Børnenes Maal, som Undervisningsmiddel i Skolen, allerede selve denne Anvendelse af det som Middel vil jo naturligvis ogsaa hjælpe til, at Børnene lærer Sproget selv bedre; det er jo klart: idet de daglig øves i at høre og tale paa sit Maal i Skolen, saa lærer de ogsaa efterhaanden dette Maal bedre end før. Forsaavidt kan det naturligvis kaldes en Undervisning og en Oplærelse i Sproget. Men ærlig talt, saa troede jeg ikke, at det var det, de ærede Repræsentanter mente, naar de saa stærkt talte imod Indførelse af Landsmaalet som Fag i Skolen. Det forekom mig meget snarere at ligne en Forestilling om Indførelse af et fremmed Sprog med alt det vidtløftige Apparat, som skal til for at lære Bondegutter det _ altsaa en Indførelse af det som Fag i aller strængeste Forstand og med al den Tid og alle de Midler, som dertil kræves. Dette var og er ikke tilsigtet med dette Forslag. Det kvar ikke tilsigtet og kunde, som jeg sidst søgte at paavise, heller ikke nu være tilsigtet; man indfører ikke et nyt Fag paa den Maade i en Skole saadan i en Haandevending. Men vel mente jeg ogsaa, at det var en Sag, som snart vilde komme paa Dagsordenen, og som denne Forsamling vilde faa al ønskelig Anledning til siden at gaa nærmere ind paa og drøfte. Jeg vil ikke for min Del lægge minste Skjul paa, at jeg i saa Henseende staar paa samme Standpunkt som Statsministeren, at jeg mener, Bevægelsen ganske vist vil gaa i den 
Retning. At det vil blive Enden paa Udviklingen, det er min personlige Mening og tro, men det er ikke det, som nu foreligger. For Tiden er der altsaa ikke tale om paa nogen anden Maade at undervise i dette Sprog som Fag, end der hidtil har været, forsaavidt som der jo _ som bekjendt _ ogsaa før har været indtaget Stykker af Folkesproget i den almindelige Læsebog i Modersmaalet, og forsaavidt som altsaa Undervisningen i Folkesproget har udgjort en Del, om end en meget liden Del af Undervisningen i Norsk, i Modersmaalet. Undervisning i Folkesproget i denne indskrænkede Forstand har der allerede før været Anledning til, og paa den Maade vil Undervisningen fortsættes og stræve videre, alt efter Leilighed og Evne, uden at man behøver at dekretere dens Indførelse som et nyt Fag. Det er mig forresten underligt, at den ærede Repræsentant fra Trondhjem kan have gjort saameget ud af dette Spørgsmaal om, hvorvidt der skal undervises i Folkesproget som særskilt Fag _ det vil da sige, efter som Sagen praktisk nu staar: hvorvidt man skal tage den Undervisning med som en Del af undervisningen i Norsk. Jeg har liggende for mig Indstilling S. No. 111 for iaar, som jeg nylig har havt Anledning til at gjøre mig bekjendt med, og der har den ærede Repræsentant været med paa en Udtalelse angaende en anden Sag, som lyder saaledes: For Skolens Vedkommende er der efter Minoritetens Formening gjort, hvad der kan kræves, idet Lærerne have Paalæg om ved Undervisningen saavidt muligt at anvende vedkommende Bygders talesprog, ligesom ogsaa Læsestykker i Folkesproget jevnlig gjennemgaaes i Landets Skoler baade i By og Bygd. Og det er omtalt, ikke som noget galt, men som en meget god Foranstaltning, ja egentlig som Summen eller det høieste af, hvad der overhovedet kan ventes gjort. Dette forekommer mig underligt; jeg synes ikke, jeg har ganske let for at rime disse to Ting sammen. Naar der allerede nu af den ældre Skolestyrelse er truffet den Foranstaltning, at Læsestykker i Folkesproget jevnlig gjennemgaaes i Landets Skoler, saa kan man jo sige, at det _ efter fattig Leilighed da _ er paa sin Maade et Fag i Skolen; det er taget med i den norske Undervisning allerede nu. Thi disse Læsestykker gjennemgaaes jevnlig. Og hvad er nu det for Stykker? Det er Stykker i det reneste, normaleste Landsmaal, noget Menneske kan ønske sig, samt en Del i Dialekter. Dette kan jeg nu ikke rigtig forstaa. Denne Undervisning i Landsmaalet, som altsaa hidtil er drevet i Skolen, med den er det altsammen godt og vel; men fortsætte den og muligens fremdeles forøge disse Læsestykker i Landsmaalet, maaske endog til en liden Bog for sig nu eller i Fremtiden, det skal være noget saa overordentlig galt, ja det skal indeholde en stor og overhængende Fare for vore Skoler. Det kan jeg som sagt slet ikke forstaa. Altsaa: jeg maa fremdeles fastholde, at det ikke har været Meningen med denne Foranstaltning at indføre Landsmaalet som et nyt Fag. Endnu mindre har det naturligvis været Meningen, hvad den ærede Repræsentant strax efter sagde, nemlig ved en administrativ Forholdsregel at forordne, at dette kunstige Sprog skal være Landets Skriftsprog. Det vilde efter Talerens Mening være noget uhørt, og deri er jeg jo naturligvis ganske enig; derom kan jeg ikke se, at der er nogen Strid mellem den ærede Repræsentant og mig: at det maa være noget, som ikke er godt ved en administrativ Forholdsregel at forordne, at et kunstigt Sprog skal være Landets Skriftsprog. Det er ialfald ikke mit Standpunkt til Sagen og har aldrig været det. Jeg har aldrig været blant dem, der har ivret for, at man ved administrative Forholdsregler eller overhovedet ved Tvangsforanstaltninger skulde søge at fremme et kunstigt Værk, som ikke har nogen Rod i Livets Virkelighed. Det vil jeg aldrig være med paa; forsaavidt kan den ærede Repræsentant være ganske rolig. Og jeg vil med det samme faa Lov til at tilføie, at jeg overhovedet ikke vil være med paa noget, som kan ligne Tvangsforanstaltninger i denne Sag, altsaa heller ikke med Magt at ville indskrænke eller fortrænge det nuværende Skriftsprog fra Undervisningen i Folkeskolen. Det er noget, som efter min Mening maa gaa sin jevne og naturlige Gang. Hvad Udfald denne Udvikling tilsidst vil faa, det har jeg her ikke at tale om, skjønt jeg jo ogsaa har min Mening om den Ting. Om det endelige Maal, som denne Udvikling efter min Mening sigter til, dersom kan jeg i det væsentlige henvise til, hvad Statsministeren har udførlig betegnet som sin opfattelse af Udviklignens Gang. Jeg er i det store og væsentlige ogsaa for min Del enig i, at det sandsynsligvis vil blive Enden; men det vil jeg naturligvis ikke nu indlade mig paa at tale nærmere om. Saa er der endvidere, og det, saavidt jeg erindrer, fra flere Repræsentanter _det er ialfald gjentagende fremhævet _ talt om den store Uro og Forvirring, som vilde avstedkommes i Folkeskolen, hvis man tænker sig den Mulighed, at der skal undervises baade Barnets Maal og i Landsmaalet, og saa ved Siden deraf da naturligvis i det dansk-norske. Tænk, man faar da tre Sprog ind i Almueskolen, og hvilken Forvirring og Fortumling i de arme Barnehoveder vil ikke det afstedkomme! Nu, dette høres virkelig meget alvorlig, jeg kan ikke nægte det; en saadan Tale maa jo gjøre et stærkt Indtryk. Jeg erindrer at have læst eller hørt, at der er Folkeskoler i det ungarske Monarchi, hvor der læres 3 forskjellige Sprog; men jeg har ingensteds seet, at der har været istemt en saa høirøstet Klage over denne Tingenes Tilstand, som der her stilles i Udsigt, hvis der i de norske Folkeskoler skal undervises i Folkesprog og i Landsmaalet. Nu, jeg vil ikke søge nogen Trøst i disse ungarske Forhold, skjønt det kunde ligge nær at sige, at hvis de kan klare sig der uden total Forvirring med at lære forskjellige Sprog, maatte ogsaa vi kunne klare os; men dette ligger efter min Mening langt borte fra vore Forholds Virkelighed. Denne Tale om, at der skal læres 3 forskjellige Sprog i den norske Folkeskole, er en Ting, som er importeret; den hører ikke hjemme i Norge. Jeg har før sagt, at den Opfattelse, at Folkesproget og Landsmaalet er at betegne som to forskjellige Sprog, hører efter min Mening intetsteds hjemme, verken i Videnskaben eller i Virkeligheden; den er en Fantasi, intet videre. Vi kunde lige saa godt tale om, at vi allerede nu har 3 Sprog her og der i Skolen. Og naar vi hørte, hvad Repræsentanten fra Hamar fortalte om Forholdet paa Hamar Seminarium, hvor der sidder en Hallingdøl og taler sit Maal, en Valders og taler sit, en Telemarking med sin Dialekt og saa Læreren, som naturligvis taler sit Sprog, og man saa gaar du fra denne Theori om den store Forskjel mellem disse Sprog indbyrdes, saa har vi allerede nu Skoler med 3 og 4 Sprog; men jeg tror ikke, at man har mærket nogen Forvirring af det hverken paa Hamar eller andetsteds. Jeg tror ialfald ikke, at det vil medføre den mindste Forvirring _ saa jeg tænker vi kan nok klare os, om den Ting skulde komme, uden at behøve at frygte for, at Folkeskolen derved skulde opløses i heillose Verwirrung. Man maa jo ogsaa efter Professor Bugges Lære sige, at vi i vor Folkeskole allerede har 3 Sprog. Han oplyste blant andet igaar om Forskjellen mellem Dansk-Norsk og det danske Sprog og anførte en dansk Autoritet for, at Forskjellen mellem dansk Skriftsprog og dansk-norsk Skriftsprog overhovedet er saa stor, at de Danske kun ved Hjælp af Ordbog kan forstaa vort dansk-norske Sprog. Men naar Sagen staar saa, at dansk, rent dansk og dansk-norsk her i Norge er indbyrdes uforstaaelige Sprog, saa har vi altsaa 3 Sprog i den norske Skole, forsaavvidt Læsebøgerne indeholder Stykker i alle disse Sprog: rent Dansk fra Fællesliteraturen, nyere Dansk-Norsk og saa endel i Folkesprog. Vi har da allerede 3 Sprog, saa jeg synes ikke, vi skal kunne skrækkes for Fremtiden af den Grund. Saa var der videre en hel Del Indvendinger mod Landsmaalet, som kun indirekte, meget indirekte vedkommer den Sag, hvorom der her er Tale; men siden debatten har taget denne Udstrækning, skal jeg ogsaa berøre nogle Punkter desangaaende. Repræsentanten spurgte: hvem taler dette Sprog? Svar: Ingen eller yderst faa. Nu er der svaret paa det før, og jeg behøver derfor ikke at opholde mig nærmere ved det; men han føiede til: Hvem skriver det? 
Svar: Ingen af vore betydeligste Forfattere. Men selv om det saa er, mener jeg, at det er noget, som ikke kommer Sagen ved. Sandheden er dog den, at det skrives af en del Forfattere, som en stor Del af det norske Folk, navnlig af det norske Bondefolk, har fundet, om ikke betydelige, saa dog tiltalende nok til, at det vil læse dem og gjerne have deres Skrifter, og da mener jeg, at man ikke har nogen Ret til at vente paa de store Forfattere for at give Folk Lov til at bruge det, som allerede er. Forøvrigt mener jeg, at hvad Mænd som Aasen og Vinje har skrevet, kan nok karakteriseres som noksaa betydeligt. _


( Meir.)